Tag Archives: jobansøgning

3 tips til at blive bedre placeret i søgninger på LinkedIn

Bruger du LinkedIn i din jobbsøgning, så er her et par fifs til at sikre din profil kommer frem i flest mulige søgninger.

  1. Sørg for at få nogen til at anbefale dig. Det kan være både nuværende og tidligere kollegaer eller chefer. Profiler med anbafalinger, regnes som mere valide af LinkedIn’s logoritmer
  2. I feltet lige under dit navn skriver du alle de jobtitler, du gerne vil arbejde med, for det er det felt LinkedIn’s logoritmer søger på. Så lad være med at nøjes med at skrive dit nuværende job
  3. Bed venner og familie om at klikke på din LinkedIn profil tit og ofte. Jo flere der kigger på dig, desto vigtigere tror LinkedIn du er og jo højere oppe bliver du placeret i søgningen

Duckys ”brevkasse”

Matilde har spurgt, om jeg vil svare på et konkret spørgsmål, og selvfølgelig vil jeg det. Skulle der sidde andre derude, som har spørgsmål om ansøgninger, karriere, job eller andet HR relateret, så skriv endelig, så svarer jeg på bloggen. Du kan enten sende dit spørgsmål i en kommentar eller maile til mig på duckysrapping@gmail.com

Tak for dine indlæg om ansøgning og ansættelse. Som studerende i slutningen af uddannelsen bliver de læst med stor interesse 🙂
Jeg har et spørgsmål som jeg ville høre om du evt vil kommentere. Det er omkring eksamensbevis, hvilket jeg forestiller mig er rimelig vigtigt som nyuddannet. På mit eksamensbevis er der angivet et kursus og det står som ikke-bestået. Det er et frivilligt kursus, som jeg på det tidspunkt ikke kunne overskue at tage og derfor frameldte mig (jeg havde selv tilmeldt mig på et tidligere tidspunkt) men af en eller anden uvis grund er det ikke blevet frameldt og derfor kommet på mit eksamensbevis. Er det 1) noget der vil blive bemærket i en ansøgning og 2) noget jeg bør kommentere? På forhånd tak.

Mvh Matilde

 

Kære Matilde

Med mindre du søger ind på en ph.d. eller ind som jurist hos ministerierne eller lignende, så kan jeg glæde dig med, at det eneste job dit eksamensbevis betyder noget for, er dit første job. Herefter har du sjældent noget at bruge det til rent jobmæssigt. Men det hjælper dig selvfølgelig ikke her og nu, hvor du netop skal søge det første job.

Jeg går ud fra, du har talt med studiekontoret for at høre om faget kan fjernes, da det var et frivilligt fag?

Hvis du har et godt cv, har haft forskellige studiejobs og ellers har gode karakterer, tror jeg ikke, det betyder voldsomt meget, at du har et ikke-bestået fag. Har du derimod en del halvsløje karakterer, vil det være med til at tegne et billede af, at din faglighed ikke er så imponerende.

Personligt ville jeg ikke være bleg for at kalde dig til samtale, hvis ellers du generelt har ok karakterer og har haft gode studiejobs eller anden relevant erfaring. Men jeg ville spørge ind til, hvorfor du har et fag, der er dumpet ved samtalen.

Jeg ville ikke selv komme ind på det i min ansøgning, for det vil drage opmærksomheden hen på den manglende eksamen og der er jo en chance for, at den, der læser ansøgningen, ikke har gidet at læse dit eksamensbevis så grundigt.

Til gengæld ville jeg være betænkelig ved en kandidat, der frivilligt tager et ekstra fag og så alligevel ikke lige kan overskue at gå til eksamen. For det siger noget om vedkommendes evne til at håndtere og vurdere en given mængde opgaver, så sørg for du har en bedre forklaring end, at du ikke kunne overskue det, når du sidder til jobsamtalen.

Hvis det helt generelt står sløjt til på karakterfronten, ville jeg helt undlade at lægge eksamensbeviset ved.

Held og lykke med det hele.

Ducky

De 5 hyppigste fejl når folk søger job

Der er en del klassiske fejl, jeg har lagt mærke til når folks søger job og dem er der ingen grund til du gentager.

1) De beder om blive ringet op, i stedet for at blive ved at ringe, til de får fat i den, de vil tale med. At sende en mail om en opringning ved to-tiden den første dag stillingen er slået op, vidner ikke om særlig stor ihærdighed

2) De glemmer at tilpasse ansøgningen og cv, så der står forkert firmanavn eller stillingsbetegnelse

3) De skriver forkert mailadresse i rekrutteringssystemet…og det bliver virkelig kritisk, hvis man så ikke har skrevet den på cv eller ansøgning

4) De glemmer at stave deres eget navn med store forbogstaver… I kid you not

5) De tilpasser ikke ansøgningen til det sprog annoncen er skrevet på.Når annoncen er på dansk, så er det sandsynligvis fordi vi har brug for du taler dansk. Hvis du så skriver din ansøgning på engelsk, tror jeg, enten du ikke taler dansk eller, at du er for doven til at lave din ansøgning i to varianter.

Hvad kalder du filerne i din ansøgning?

Har du tænkt over hvad du kalder de filer du vedhæfter din ansøgning?
’CV 2014’
’Ansøgning’
’CV til firmaXX’
’Anbefalinger’.
Lyder det bekendt? Det undrer mig ikke, for det er det, de fleste kalder deres filer.

Vil du derimod gøre det let, for den der skal rekruttere, så burde du i stedet kalde dine filer
’CV- Per Lund’
’Ansøgning- Per Lund’
’Anbefalinger – Per Lund’.

Dels ser den der rekrutterer dit navn flere gange, så det sætter sig fast i underbevidstheden og dels så er det lettere at finde ud af hvad der hører sammen, hvis man har flere ansøgninger åbne på en gang.

Det er blevet sværere at have en skæv baggrund

Ofte hyrer man folk for deres kvalifikationer og fyrer dem for deres personlighed. Det gør virksomhederne, fordi det er lettere at finde ud af hvad ansøgerne rent faktisk kan præstere, frem for hvem de rent faktisk er som person.
Selvfølgelig afholdes der ansættelsessamtaler og der laves forskellige former for persontest, der skal give et indtryk af ansøgerens personlighed. Men alt det kommer jo først, når vedkommende kommer til samtale. Og det der får en ansøger til samtale er typisk kvalifikationerne.

Derfor begynder mange da også med at læse CV’et frem for ansøgningen.
I snit bruger de fleste ikke mere end 30-60 sekunder på at vurdere om en ansøgning er interessant. Det lyder ikke af meget og det er det heller ikke. (Faktisk er 60 sekunder lidt højt sat, men det lyder så overfladisk at indrømme, det typisk kun er 30 sek.). Oven i skal så lægges den tid, det tager at åbne selve ansøgningen i systemet.
Hvis der kun er 20-30 ansøgere, er det til at have med at gøre, men når der først er mere end 100 ansøgere, så bliver det jo også til tid. Tid man typisk ikke har, fordi der mangler hænder i afdelingen, det er jo derfor man har slået stillingen op.

Derfor begynder flere og flere at lade deres rekrutteringssystemer sortere ansøgerne. Jeg talte forleden med en, der havde haft over 400 ansøgere til en stilling, men han læste kun 50 af ansøgningerne. Og blandt dem, var der 10 interessante og flere behøvede han jo egentlig ikke.

De 50 var fundet frem ved at indtaste forskellige kriterier i systemet. Så der var altså mere end 300 ansøgninger, der ikke var blevet læst af menneskeøjne.

Jamen hvad så med personligheden, den ansøger, der bare brænder for jobbet og er den helt rigtige, men ikke har de helt rigtige kvalifikationer lige nu, spurgte jeg?

Det var der også taget højde for. For i forbindelse med ansøgeren indtaster sin ansøgning, så svares der på en lille persontest. Og den holdes så op mod den profil virksomheden ønsker.

Og uanset hvor meget jeg kvier mig ved tanken om, at så mange ansøgninger ikke er blevet læst, så har han jo ret. Hvis der er 10 interessante i bunken, er der jo sådan set ingen grund til at læse flere ansøgninger. Så det ser ud til man i fremtiden også skal tænke over hvilke nøgleord, der skal indgå i ens ansøgning.

Kan man bruge sin blog som jobansøgning #2

I går beskrev jeg de klassiske fejl, en blogger havde begået, da hun brugte sin blog til at søge job på.

I dag vil jeg gerne fortælle, hvad jeg så synes, hun skulle have gjort i stedet.

Det er ok at vælge forkert uddannelse, men lad være med selv at gøre opmærksom på, at du var ekstra længe om at blive færdig af den grund. Fortæl hvad du lavede ud over dit studie, hvis du havde studiejob og var aktiv i udvalg, så kigger man ikke så meget på længden af studietiden. Sandsynligvis kigger den, der læser CV’et, slet ikke på det. Der er i hvert fald aldrig nogen, der har spurgt mig, om det ikke kun tager 5 år at blive cand.mag.

Fortæl du havde mere lyst til at arbejde med noget andet og efterfølgende uddannede dig til det, som var lige dig. Og lad være med at fortælle, at det var bøvlet skolen lå langt væk. Fortæl i stedet, at den nye uddannelse var så meget dig, at det opvejede den lange transporttid hver dag. Så sender du i stedet et signal om, du er sådan en, der gør en indsats og vil arbejde hårdt for dine drømme.

Brug alle vikariaterne proaktivt og lad være med at forvente, de giver dig job, der hvor du er vikar. De skal i stedet give dig en mangfoldighed af erfaringer, du skal bruge på at få dit faste job. Søg endelig job, mens du sidder i vikariatet, det er af en eller anden grund altid lettere at få job, når man er i job.

Når du nu alligevel bruger bloggen aktivt, som ansøgning, hvad så med at lægge CV’et ud eller linke til din Linked In profil. Så du gør det let for den arbejdsgiver, der kommer tilfældigt forbi. Selvfølgelig skal du ikke lægge alle dine personligeoplysninger i CV’et på bloggen, men den mailadresse, der alligevel er på din blog, kan du jo godt bruge.

Og tænk over, at alle dine øvrige indlæg er med til at tegne et billede af, hvordan du er som person. Du risikerer jo, at den kommende arbejdsgiver bliver så begejstret, at hun også læser resten af bloggen.

Har du erfaringer med at bruge din blog til at søge job, så læg en kommentar.

Kan man bruge sin blog som jobansøgning

Forleden var jeg inde på en blog, hvor bloggeren havde lavet en lille annonce ude i vingetten, hvor man kunne læse mere om hende som medarbejder.

Super god idé og da jeg syntes på bloggen, trykkede jeg på den, for måske havde vi da noget til hende?

Hun havde skrevet et kanon indlæg om hvordan hendes uddannelse ikke helt havde været hende, men hun gennemførte da. Siden tog hun en anden uddannelse og var super glad for at at, arbejde med dette, men det var lidt bøvlet at skolen lå langt væk.

Siden hun var blevet færdig havde hun haft en del vikariater, der aldrig kom noget ud af.

Ih, hvor kan jeg da bare sætte mig ind i hendes situation, for jeg kan godt huske hvor træls og opslidende det første år, før jeg fik rigtigt arbejde, var. Så et indlæg der rammer mig spot on som menneske og privatperson.

Der er bare det ved det, at HR-chefen læser det på en helt anden måde.

HR-chefen læser det, som en der er noget tung at danse med, en der ikke rigtig orker hvis tingene er lidt bøvlede og selv om hun da skal have ros for at gennemføre sine uddannelser, så ser HR-chefen for sit indre blik en studerende, der slæber fødderne efter sig og forventer at få verden serveret.

Så det næste HR-chefen tænker er, om det er derfor alle vikariaterne ikke har givet pote? For bloggeren har jo i sin tekst antydet, at det burde de have. Højst sandsynligt har der reelt ikke været mulighed for yderligere ansættelse, men skribenten får det til at lyde anderledes. Samtidig med det lidt virker som om, det så var spild af tid at bruge sit krudt på at arbejde der.

Indlægget er ikke skrevet for at hænge bloggeren ud, for hendes grundlæggende idé er rigtig god.

Det er en smadder god idé at bruge bloggen i ansøgningen, men husk dem du søger job hos læser måske med, så tænk over hvad det er for et billede, du tegner af dig selv.

Selvom du ikke nævner bloggen i din ansøgning, så googler de dig måske og finder den alligevel. Og hvad er det så for et indtryk du giver af dig selv som medarbejder?

Læs med i morgen og få tips til hvordan man vender historien.

Udseendet betyder faktisk noget

Nede i mit træningscenter, er der en fyr, der ser rigtig sød ud, han smiler sødt, når man får øjenkontakt og går ellers stille og roligt rundt og passer sin træning. Selvom han er en stor, pumpet type er han ikke sådan en der brøler og stønner ved anstrengelse og han udsender en aura af ro. Nå ja… og så er han tatoveret i halvdelen af ansigtet. Jeg kan ikke helt læse, hvad der står, men jeg kunne da se, at der stod noget med loyalty … og så ved man ligesom bare, at han nok er noget af en bad ass.

I bund og grund er det jo rigtig smart, at man i visse bandemiljøer lader sig tatovere i ansigtet, for så er man da sikker på, at medlemmerne ikke kan gå andre steder hen. Mon ikke de fleste virksomheder helst vil være sådan en ansigtstatovering foruden?

Hen over sommeren kørte der en historie om en sagsbehandler, der havde sagt til en borger, at han var nødt til at soignere sig. Det var der flere, der hidsede sig op over. Jeg synes, sagsbehandleren har ret.
En del af at stå til rådighed for arbejdsmarkedet er at erkende, at ens personlige stil har nogen konsekvenser for ens muligheder på jobmarkedet.

Vi kan sagtens blive enige om, at det er ikke udseendet det kommer an på og det er det indre, der tæller. Sandheden er bare, at uanset om det er jobmarkedet eller kødmarkedet, så betyder det også noget hvordan man ser ud.

Jeg mener, at folk skal have lov til at se ud lige præcis som de vil. De skal bare være klar over, at det kan have nogle konsekvenser. Hvis man vil sælge tøj i en punkerbutik, skal man nok ikke se ud som mig. Det er sådan set ret let for mig at leve med, da jeg ikke rigtig er særlig punk begejstret, men dog en konsekvens af, at jeg har valgt at klæde mig, som jeg gør. Hvis man vil arbejde hos A.P. Møller, skal man indstille sig på at gå med skjorte og slips. Og hvis man vil have penge af de offentlige myndigheder, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og så skal man altså se ud som om, man rent faktisk står til rådighed.

Så hatten af for sagsbehandleren rent faktisk gør sit job og prøver på at hjælpe borgeren i job.

Ville du ansætte en realitydeltager?

Forleden fik jeg en ansøgning fra en tidligere realitydeltager.

En der er så kendt, at jeg også ved hvem det er.

En der ikke bare er kendt for at deltage i et pinligt skodprogram, men også for at have en pinlig skodadfærd når kameraerne er slukkede.

Nu kan det sagtens være, jeg er mere fordømmende end andre, men jeg synes virkelig, det siger noget dårligt om en, at man har deltaget i ting som Paradise Hotel, For Lækker til Love og hvad der nu ellers findes. Jeg fatter ikke, at det ikke just er befordrende for ens fremtidige karrieremuligheder, at optræde som dum, fuld, nøgen og liderlig på dansk TV.

Rolig, rolig, rolig træk vejret helt ned i maven inden du fortsætter.

Når nu man er bagud på point fra begyndelsen, så forstå jeg ikke man vælger et partyfoto, ikke gør sig umage med at lave en ordentig ansøgning og et informativt CV. For vedkommende havde faktisk nogen kvalifikationer, der ikke var helt ved siden af, men ansøgningen var simpelthen så ubehjælpelig.

Så nej, det blev ikke denne gang jeg ansatte en realitydeltager.

Jeg blev klogere

For noget tid siden udtalte jeg kækt, at de kvalifikationer, der gjorde en til en god partyguide ikke nødvendigvis gjorde en til en attraktiv medarbejder i andre jobs. Jeg er faktisk gået hen og er blevet klogere.

En veninde, der har været destinationschef for et rejsebureau, gjorde mig nemlig opmærksom på at partyguiderne, gør meget andet end at gå forrest med tequilaflasken. Faktisk er de rigtig gode til at håndtere pludseligt opståede kriser.

Når en af gæsterne falder om af druk, er det partyguiden, der skal kunne sørge for at ambulancen bliver tilkaldt, yde førstehjælp og at berolige de andre gæster. De skal håndtere kontakten til de lokale myndigheder, når en gæst er blevet rullet i sin brandert og har mistet pas og pung. Og nå ja, håndtere de bekymrede forældre hjemme i Danmark, der ringer og holder guiden ansvarlig for alt.

Alt sammen noget partyguiden skal udføre, samtidig med de holder festen i kog og de øvrige gæster glade, så de kan tage hjem fra deres livs ferie.

Så jeg æder mine ord og vil fremover se med helt anderledes respekt på ansøgere, der har en fortid som partyguide på CV’et.

P.S. Bare et tip til dig der har været partyguide. Skær ud i pap hvad det er I kan, jeg er ikke sikker på de andre HR-chefer er klar over det.