RSS Feed

Magtens Fristelse

Jeg har ledt som en gal på nettet, men det er ikke lykkedes mig at finde Václav Harvels tale om Magtens Fristelse, som han holdt da han fik Sonning prisen i 1991. Den var gengivet i en kortere udgave i eksamensopgaverne året efter, da jeg skrev min 3. g. eksamen i dansk stil. Det er en af de tekster, jeg har læst, som har gjort størst indtryk på mig.

Desværre kan jeg ikke finde den nogen steder. Det tætteste jeg kommer på er dette fine indlæg fra Uffe Ellemann. Jeg håber Uffe tilgiver jeg gengiver det her, ellers må han sige til, så jeg kan fjerne det.

Hvis nogen kan finde talen til mig så bliver jeg super glad.

Hans helbred havde længe skrantet, så det kom ikke som den store overraskelse. Men alligevel gør Vaclav Havels død et stort indtryk på alle, der har kendt dette enestående menneske.

Han gjorde ikke megen stads af sig selv. En lille, stilfærdig, beskeden mand – med et blink i de blå øjne som viste, at han havde sin egen finurlige måde at betragte verden på. En forfatter og boheme, som nødtvunget indtog rollen som statsmand – og som vil blive mindet som en stor europæer.

”De magtesløses magt” er den karakteristiske titel på en af hans essaysamlinger, som beskrev kampen mod det totalitære regime, han ikke kunne og ville lade styre sit liv.

Så ”magtesløs” var han, at mit første møde med ham for snart 22 år siden var – med en tom stol. Jeg var i Prag som dansk udenrigsminister, mens kommunisterne endnu sad på magten, og havde – til værternes åbenlyse misbilligelse – inviteret en række dissidenter til frokost i den danske ambassade. Havel var en af dem, men da han sad i fængsel på det tidspunkt, lod vi en stol stå tom ved bordet. Under frokosten blev der sagt vittigheder om den aflytning, vi vidste foregik, og om det bureaukrati, der formentlig betød, at afskriften først ville være klar efter mindst et år… Flere af gæsterne blev bagefter slæbt på politistationen til langvarige afhøringer.

Men året efter var Vaclav Havel ikke blot ude af fængslet, han var præsident i Tjekkoslovakiet – og flere af de andre frokostgæster var blevet ministre…

Havel spillede en stærk rolle i indsatsen for at få samlet Europa efter de kommunistiske regimers fald.

Den store udvidelse af EU – som han havde kæmpet så energisk for – blev endeligt besluttet under Europæisk Råds møde i København i december 2002. Havel satte sig straks i et fly for at tage til København og være med til markeringen af dette gennembrud – men på grund af tåge kunne flyet ikke lande i Kastrup Lufthavn. I lommen havde han en tale, som han ville have holdt for Europæisk Råd. Og i talen – som aldrig blev holdt – stod bl. a.:

”Den tid, hvor Europa erobrede Verden, er forbi. Jeg håber, at den tid nu begynder, hvor Europa vil stå som en kilde til inspiration for andre dele af Verden. Som en kilde til effektiv bistand og som et eksempel på, hvorledes folk og nationer kan leve sammen i fred og samarbejde, mens de udnytter verdens ressourcer med omhu og gensidig støtte.” En af hans sidste embedshandlinger som præsident var at være vært for det store NATO-topmøde i Prag i november 2002, hvor der blev truffet beslutning om den store udvidelse mod øst med bl.a. de baltiske lande.

Han var alvorligt svækket af sygdom, men holdt sine stærke taler med glød og intensitet. Han skulle træde tilbage efter nytår, det forlangte forfatningen, men han lagde ikke skjul på sin glæde ved at se de to store beslutninger falde på plads, som han havde kæmpet så meget for: Udvidelsen af NATO og EU. Og selv om han nu var ekspræsident, kastede han sig ud i en lidenskabelig kampagne for et ja ved den afgørende folkeafstemning i Tjekkiet om EU-medlemskabet den 16. juni 2003. Over 77 procent af de tjekkiske vælgere fulgte ham.

Jeg besøgte ham, da han var trådt tilbage – og han sagde på sin stilfærdige måde, at nu skulle han til at opfinde rollen som tjekkisk eks-præsident – for sådan en havde de aldrig haft i levende live…

Og han fyldte rollen ud ved bestandig at advare mod de nationalistiske kræfter, som rumsterede for at skrue det europæiske fællesskab tilbage.

*

Havel havde sin egen underfundige måde at prikke til verden på. Jeg husker mit første besøg i Prag, midt i 1960’erne, hvor jeg besøgte en forretning der handlede med kufferter. Jeg skulle bruge en lille kuffert til alle de grammofonplader, jeg havde købt under mit første besøg i Den Gyldne Stad. Mellem kufferterne i butiksvinduet stod et stort skilt, og jeg spurgte den veninde, jeg fulgtes med, hvad der stod på skiltet. Hun brød sammen i et kæmpefnis: – Proletarer i alle lande forener Eder! sagde hun.

Dér ville jeg ikke købe min kuffert. Så hellere slæbe et par poser med i togkupeen.

Jeg var ved at blive træt af de små opbyggelige skilte, man fandt alle steder. Træt af falskheden og forstillelsen, når man på gader og fabrikker så bannere med slogans om, at her kæmpede man for freden, og at ”her arbejder tredje arbejderbrigade på at opfylde produktionsmålene for fredens og socialismens sag”, og hvad der ellers stod. Jeg tænkte, at hvis nogen hjemme satte skilte i butiksvinduerne om, at man med stolthed arbejdede for at opfylde sognerådets produktionsplaner, så ville de blive betragtet som landsbytosser. Det blev de måske også her, men de havde altså valgt at dukke nakken og hyle med i koret.

Vaclav Havel har beskrevet dette fænomen fra dagligdagen i sit essay om “De magtesløses magt”. Her prøver han at indkredse begrebet “dissident” ved at fortælle om lederen af en grønthandel, som i udstillingsvinduet anbringer et skilt mellem løg og gulerødder med teksten ”Proletarer i alle lande, forener eder!” for at slippe for vrøvl – men så pludselig beslutter sig for at leve i sandhed, at blive dissident: “Vor grønthandlers forsøg på at “leve i sandhed” kan begrænse sig til, at der er visse ting, han simpelthen ikke laver: han sætter ikke flag i vinduerne, bare for at viceværten ikke skal angive ham; han deltager ikke i valg, han ikke anser for valg; han skjuler ikke sine holdninger for sine overordnede. Hans forsøg kan altså blive ved “blot” at nægte at imødekomme visse af systemets krav (hvilket naturligvis er ikke så lidt!). Men det kan også vokse over i noget mere: Grønthandleren kan begynde at gøre noget konkret, noget som rækker ud over det umiddelbare personlige værn mod manipulationen…”

Men den vej kan ende i fængsel, som Havel og andre med ham selv oplevede det. Så mange grønthandlere og kufferthandlere bøjede nakken og satte skiltene i vinduet.

*

Han kunne også vende ironien mod sig selv.

Mange år senere sad Vaclav Havel og hans kone Olga på Gråbrødretorv sammen med Alice og mig og drak øl, mens vi prøvede at lade som om, at vi ikke var omgivet af pressefotografer og sikkerhedsfolk. Alice havde lavet en aftale med fotograferne om, at når de havde taget deres billeder, fik vi lov til at sidde i fred. Det czekoslovakiske præsidentpar var på statsbesøg i Danmark, og han havde netop modtaget Sonning-prisen på Københavns Universitet. Havel var træt efter mange dages statsbesøg rundt i Europa, og trængte til at strække benene – og slappe af med en øl.

– Det er den første stille øl i fire lande, sagde han saligt.

På Universitetet havde Havel lige holdt en underfundig takketale, hvor han var kommet ind på vigtigheden af, at man som politiker ikke mister taget i virkeligheden. Han gjorde det ved at beskrive fænomenet “magt” og karakteren af den fristelse, som magten er for den menneskelige eksistens:

“En særlig opmærksomhed fortjener grundene til at længes efter politisk magt, nemlig længslen efter de privilegier, magten bringer med sig – eller simpelthen en tilvænning til disse privilegier.”

Og så beskrev han de privilegier, der pludselig var dukket op i hans egen hverdag: Han gik til en særligt udvalgt læge. Han kørte ikke selv bil. Hans chauffør behøvede ikke holde for rødt. Han skulle ikke selv lave mad. Og behøver ikke engang dreje telefonnummeret, hvis han ville tale med nogen. Alt sammen begrundet med, at det ville være meningsløst, hvis han som præsident skulle spilde sin tid på alle disse områder, når der var så meget andet, han skulle bruge den til. Og på den måde var han havnet i ”en verden af prominente, der ikke længere ved, hvor meget en sporvognsbillet eller smør koster, hvordan man laver kaffe, kører bil, eller hvordan man telefonerer”:

“Jeg befinder mig altså på tærsklen til netop den kommunistiske overklasseverden, jeg hele livet har kritiseret. Og hvad der er aller værst: Det hele har sin skudsikre logik. Jeg ville være til grin og fordømmelsesværdig, hvis jeg kom for sent til et møde, der tjente mit lands interesser, fordi jeg ventede i en kø eller forgæves forsøgte at fange en taxa…”

Hans konklusion var ganske præcis:

” Det menneske, som har glemt at køre bil, købe ind, lave kaffe eller telefonere, er ikke det samme som det, der hele livet har kunnet det. Det menneske, som aldrig har måttet iagttage sig selv gennem TV-kameraets øje, men som pludselig underkaster hver eneste af sine bevægelser dets blik, er ikke længere det samme, som det var. Det bliver et gidsel af sin position, sine privilegier, sit embede……Mennesket forstener til en buste af sig selv.”

Nu sad vi så på Gråbrødretorv med et glas øl.

Havel røg meget – det var det, der i dag tog livet af ham – og på et tidspunkt var cigaretpakken tom. Han rakte hånden ud mod den sekretær, der sad ved nabobordet og prøvede at være usynlig, og fik lagt en ny pakke cigaretter i hånden.

– Hov, hvad var det med tilvænning til de privilegier, som indebærer, at man har andre til at stå på pinde for sig, spurgte jeg. Og han smilede.

Lidt senere brød vi op og spadserede videre. På Strøget passerede vi en blomsterhandler, og han stoppede op for at købe en buket til Alice. Han klappede sig fortvivlet på lommerne for at finde penge at betale med, men nikkede så til sekretæren, der betalte.

Og Havel så på mig og blinkede: – Jeg ved det godt! Der var den igen…

Kilde: Uffe Ellemanns blog i Berlingske i anledning af Václav Harvels død i 2011.

Advertisements

About Duckysrapping

Skriver om stort og småt der optager mig lige for øjeblikket...og af og til sniger der sig også en badeand forbi

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: