RSS Feed

Når man er den, der svinger øksen

En af de mindre rare sider ved mit job er, at jeg en gang imellem er nødt til at fortælle andre, at de ikke længere skal være en del af vores virksomhed. Jeg tror aldrig, jeg vænner mig til det, uanset hvor gode grunde der er. At sidde overfor et menneske, der indtil denne samtale har været en kollega, og se hvordan de kæmper for at holde masken og undgå at ansigtet krakelerer.

Nogen af dem ved det godt. De har set skriften på væggen. Andre burde have set skriften på væggen, men har fået så mange chancer og muligheder, at det kommer bagpå dem, at det er nu, det blev alvor. Nogen stivner, andre bliver vrede, nogen græder og en enkelt gang var der en, som truede med tæsk.

Jeg har selv prøvet at sidde på den anden side af bordet og være den som tog imod beskeden. Jeg kunne godt forstå, de var nødt til at spare, det var bare en skam, det var mit job. Det værste var ikke, at jeg blev fyret, men at min chef græd. Det var ikke hende, det var synd for, det var mig. Men det var der ligesom ikke plads til, fordi hun græd. På den anden side var jeg også lidt glad for, at hun ikke syntes det var nemt. Siden den gang har jeg tænkt meget over, hvordan man overbringer en fyring bedst mulig.

I dag har jeg skullet sige farvel til en. Én som virkelig har fået mange chancer. Han var noget så sjældent, som en der godt var klar over det. Faktisk virkede han lettet over, at nogen tog beslutningen for ham. Han gav mig et knus, da han gik og sagde tak for alt det, vi havde gjort for ham og alt den hjælp, han havde fået. Han kunne godt forstå det.

Jeg ved, det ikke er let at blive fyret og der er ingen, som skal have ondt af den, der overbringer den dårlige nyhed…men lige i dag, vil jeg have lov til at synes, at det også er lidt synd for mig. Der springer en streng i hjertet hver gang. Den dag den streng evt. ikke længere springer, siger jeg op, for det må aldrig blive let at fjerne en andens levebrød.

Advertisements

About Duckysrapping

Skriver om stort og småt der optager mig lige for øjeblikket...og af og til sniger der sig også en badeand forbi

2 responses »

  1. Godt jeg ‘bare’ er receptionisse kun med ansvar for mig selv.
    Sikker på du er en dygtig leder. Du har i hvert fald nogle gode tanker.
    Da min nærmeste kollega blev fyret, græd jeg så meget, at alle de andre kollegaer troede det var mig, der havde fået fyresedlen :o)

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: